Christoph Hein – en uafrystelig oplevelse

I Christoph Heins bog “I hans tidlige barndom en have” følger vi forældrene til en ung mand – formodet terrorist – som dør i en ildkamp mellem politistyrker og den gruppe eftersøgte han tilhørte. Begivenheden der ligger til grund for bogen er virkelig og fandt sted i den lille nordtyske provinsby Bad Kleinen i 1993.

Det ældre ægtepars søn dør altså ved denne lejlighed – en søn der har voldt dem smerte og skuffelse ved at han som resultat af en uretfærdighed fra samfundets side er gået under jorden og har tilsluttet sig formodede terrorister.

Baggrunden for dette er sådan set af mindre betydning – ligeledes om sønnen faktisk er terrorist. Men omstændighederne ved hans død er suspekte: Kan det virkelig passe at han har begået selvmord halvt faldende? Havde han skudt en politimand under flugten? Vidneudsagnene er modstridende, noget tyder på at han blev skudt af politiet mens han lå såret på jernbaneskinnerne.

Denne situation er baggrunden for handlingen hvor vi følger forældrenes – primært faderens totale forvandling fra pligttro embedsmand med en grænseløs tiltro til staten og til statens embedsmænds ubestikkelige retsind – til samme stats indædte modstander.
For hvordan kan samme stat og dens repræsentanter på den måde fifle med kendsgerningerne så nogle ting der i bedste fald er uklare alligevel konkluderes til statens fordel?
For den loyale samfundsstøtte ser det ud som om at samme samfund gradbøjer loven så den kan ramme en mand der måske har fortjent det – men hvor beviserne ikke rækker til domfældelse ud fra ideelle betragtninger.

Men kan man virkelig vinde over terrorismen ved at gradbøje demokratiet og fornægte fejltrin? Bogens hovedperson, som reelt er gennem en sjælerystende udvikling over de knap 200 sider, oplever herved at blive udsat for en stor uretfærdighed og forvandler sig til systemets stædige modstander. Gribende er en scene mod slutningen hvor han tilbagekalder den troskabsed han som gymnasielærer har aflagt mod staten. Tilbagekaldelsen er begrundet i at staten ikke har overholdt sin del af aftalen. Faderen har gennem et langsomt illusionstab opgivet en livslang tro på statens højere retfærdighed.

Godbidder der sidder længe i bevidstheden er f.eks:
“Jeg har boet i årevis i et land, som jeg åbenbart aldrig har forstået noget af. Et helt liv igennem har jeg lært mine elever ting, som er fuldkommen meningsløse. Som de overhovedet ikke kan bruge til noget her i landet. Jeg har forberedt dem til at leve i et samfund, der kun eksisterer inde i mit hoved. Ingenting har jeg forstået. Jeg er en idiot, Friederike, en idiot.” (s. 82)

Præstens tale ved begravelsen rummer følgende passus: “Alle vi…der sørger i dag over Oliver, som løvens vrede lagde i graven, vi, der alle udviser større tålmodighed med uretten, end han gjorde, også vi betaler en pris for vores sagtmodighed, for denne englelige tålmodighed, for fårets tålmodighed. Lad os mindes ham i bevidstheden om vor egen ufuldkommenhed.” (s. 87).

“Kære hr. Feuchtenberger” sagde Zurek omsider, “jeg har arbejdet som lærer i syvogtredve år og tit og ofte stønnet over, hvor indskrænkede og tungnemme mine elever var. Sommetider har jeg tænkt, at det var idioter, jeg underviste. I dag må jeg konstatere, at den eneste idiot i klassen var mig selv. I latinundervisningen lærte jeg mine elever, at en minister er en tjener, en medhjælper, en ansat. Det morede eleverne sig over, og jeg fandt dem indskrænkede. I tyskundervisningen og i samfundslære forklarede jeg dem om demokratiet, og hvad en tjenestemand er, nemlig en statsansat med særlig pligt til troskab. Et menneske, som staten sørger for, og som på sin side uselvisk skal tjene staten og retfærdigheden. Eleverne lo, og jeg kunne bare ryste på hovedet ad så megen uforstand. Men der tog jeg fejl. Det var ikke mig, det var mine elever, der havde ret. Det er mig, der er en idiot, og det eneste, der er tilbage af tanken om et offentligt samfund og en tjenestemand, af selve ideen om en stat, er embedernes indbildskhed.” (s. 125).

Hr. Zureks udvikling eller måske rettere sammenbrud er af uhyggelige dimensioner. Uhyggen forstærkes af Heins usentimentale skrivestil – man tror på den loyale og gribende skildring af det ældre ægtepar. Og hvad er tilbage at tro på når selv sådanne kerneborgeres tro totalt krakelerer?

Jeg har ikke læst en så uafrystelig bog ganske længe. Stor politisk kunst – og så er det hamrende ligegyldigt om sønnen var terrorist og politimorder eller ej. Det er slet ikke det sagen drejer sig om… 

Christoph Hein: I hans tidlige barndom en have.
Oversat af Hanne Lund.
Gyldendal 2006.

0 Responses to “Christoph Hein – en uafrystelig oplevelse”



  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s





%d bloggers like this: