Om blogskrivning og motiver.

At skrive sine guldkorn (eller bare strøtanker…) i en blog som denne kan føre til ekstra filosoferen over tiderne og tingenes tilstand.

For hvad er den krystalklare lighed – eller for den sags skyld forskel – mellem de blogge som med rette betegnes som et informationsmæssigt gennembrud der har ændret mediebilledet og gjort tilværelsen usikker for magthavere og diktatorer; som i nogens øjne truer journalisterne på levebrødet – og de blogge som mest af alt ligner en offentliggjort personlig dagbog som ingen bør have interesse i eller gide læse?
For det er jo en kendsgerning at værdifuld modinformation er blevet tilgængelig gennem blogge. Men det er lige så meget en kendsgerning at den alt overvejende majoritet af offentliggjorte blogge er jævnt uinteresssante og mest af alt ligner at være skrevet for skribentens egen skyld. (For god ordens skyld – det sidstnævnte gælder også denne blog! )

Men hvorfor beholder jeg og andre ikke vores dagbøger – og (u)dødelige tanker – i skrivebordsskuffen? Og undlader at slamme cyberspace yderligere til med unyttig information? Det er da svært nok at finde rundt uden at man ligefrem behøver at gøre det sværere selv…?!
Er det en form for ekshibitionisme? Et lønligt håb om alligevel at trænge igennem interessemuren og få flere “abonnenter” på sine skriblerier end sig selv?
Er det fascination af mediet parret med den kendsgerning at det er nemmere at skrive på en PC end i en dagbog i hånden?

Jeg ved det ikke – men jeg synes det er en af tilværelsen paradokser at det indiskutable fremskridt muligheden af blogskrivning er, går hånd i hånd med at det frembringer en farlig bunke ragelse eller ligegyldigheder!
Men det er vel ret beset ikke et særkende ved blogskrivning. Det gælder også det trykte ord: Den indiskutable kvalitet skal findes iblandt myriader af trykte ligegyldigheder og det der er værre…

Konklusion: Tja, for mit eget vedkommende – en måske pervers fascination af at andre ved et uheld kunne komme til at se ens frembringelser, kombineret med en glasklar erkendelse af at lommefilosofien reelt højst er interessant for en selv, giver ingen illusioner om at jeg har gang i noget udødeligt. Men der kommer da nok en strøtanke mere ud af det af og til…

Gråt guld?

Kultur- og Fritidsforvaltningen i København har en personalepolitik der siger følgende om emnet seniorpolitik: “Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at gøre det attraktivt og muligt for medarbejdere og ledere at fortsætte et aktivt arbejdsliv, så længe de har lyst og de gensidige forventninger opfyldes.
Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at fastholde, anvende og videreudvikle de ældre medarbejderes og lederes kompetencer og erfaringer i organisationen til gavn for både arbejdspladsen og den enkelte medarbejder og leder…”

Og senere: “For at fastholde ældre medarbejdere kan der lokalt inden for den gældende rammeaftale indgås konkrete aftaler mellem arbejdsplads, de pågældende medarbejdere og den relevante organisation.
Personale & Organisation konsulteres før indgåelse af en aftale med henblik på at skabe overblik over de økonomiske og personalemæssige konsekvenser.”

Når man så i det konkrete arbejde med at opnå enighed om en konkret aftale om nedsat arbejdstid for egen regning – med fuld dækning for fortsat pensionsoptjening, som er det den gældende landsdækkende rammeaftale i høj grad handler om – bliver mødt med et ufravigeligt krav fra Københavns kommune om at aftalen kombineres med et fratrædelsestidspunkt for den pågældende medarbejder, hvad er det så et signal om??

Er det et signal om at arbejdsgiveren meget gerne vil vide hvor længe arbejdspladsen har glæde af det grå guld? Er det reelt den almindelige ret til med bestemte varsler at sige sit job op, man – af hensyn til arbejdspladsens tarv – ønsker at aftale væk??

Eller er det et signal om at vel holder vi officielt meget af det grå guld (også fordi det er politisk korrekt), men skal vi ovenikøbet præmiere dem med en senioraftale, ja så vil vi altså også godt vide hvornår vi er af med dem…

For god ordens skyld: Rammeaftalens § 2 stk. 2 lyder: “Aftaler kan have en begrænset gyldighedsperiode eller være uden tidsbegrænsning”

At Københavns kommune har valgt at erstatte ordet kan med skal og droppe de sidste fire ord, er de sådan set i deres gode ret til. Der er ingen aftalepligt.

Men jeg ved godt hvilke signaler jeg opfatter de dermed udsender!!

Christoph Hein – en uafrystelig oplevelse

I Christoph Heins bog “I hans tidlige barndom en have” følger vi forældrene til en ung mand – formodet terrorist – som dør i en ildkamp mellem politistyrker og den gruppe eftersøgte han tilhørte. Begivenheden der ligger til grund for bogen er virkelig og fandt sted i den lille nordtyske provinsby Bad Kleinen i 1993.

Det ældre ægtepars søn dør altså ved denne lejlighed – en søn der har voldt dem smerte og skuffelse ved at han som resultat af en uretfærdighed fra samfundets side er gået under jorden og har tilsluttet sig formodede terrorister.

Baggrunden for dette er sådan set af mindre betydning – ligeledes om sønnen faktisk er terrorist. Men omstændighederne ved hans død er suspekte: Kan det virkelig passe at han har begået selvmord halvt faldende? Havde han skudt en politimand under flugten? Vidneudsagnene er modstridende, noget tyder på at han blev skudt af politiet mens han lå såret på jernbaneskinnerne.

Denne situation er baggrunden for handlingen hvor vi følger forældrenes – primært faderens totale forvandling fra pligttro embedsmand med en grænseløs tiltro til staten og til statens embedsmænds ubestikkelige retsind – til samme stats indædte modstander.
For hvordan kan samme stat og dens repræsentanter på den måde fifle med kendsgerningerne så nogle ting der i bedste fald er uklare alligevel konkluderes til statens fordel?
For den loyale samfundsstøtte ser det ud som om at samme samfund gradbøjer loven så den kan ramme en mand der måske har fortjent det – men hvor beviserne ikke rækker til domfældelse ud fra ideelle betragtninger.

Men kan man virkelig vinde over terrorismen ved at gradbøje demokratiet og fornægte fejltrin? Bogens hovedperson, som reelt er gennem en sjælerystende udvikling over de knap 200 sider, oplever herved at blive udsat for en stor uretfærdighed og forvandler sig til systemets stædige modstander. Gribende er en scene mod slutningen hvor han tilbagekalder den troskabsed han som gymnasielærer har aflagt mod staten. Tilbagekaldelsen er begrundet i at staten ikke har overholdt sin del af aftalen. Faderen har gennem et langsomt illusionstab opgivet en livslang tro på statens højere retfærdighed.

Godbidder der sidder længe i bevidstheden er f.eks:
“Jeg har boet i årevis i et land, som jeg åbenbart aldrig har forstået noget af. Et helt liv igennem har jeg lært mine elever ting, som er fuldkommen meningsløse. Som de overhovedet ikke kan bruge til noget her i landet. Jeg har forberedt dem til at leve i et samfund, der kun eksisterer inde i mit hoved. Ingenting har jeg forstået. Jeg er en idiot, Friederike, en idiot.” (s. 82)

Præstens tale ved begravelsen rummer følgende passus: “Alle vi…der sørger i dag over Oliver, som løvens vrede lagde i graven, vi, der alle udviser større tålmodighed med uretten, end han gjorde, også vi betaler en pris for vores sagtmodighed, for denne englelige tålmodighed, for fårets tålmodighed. Lad os mindes ham i bevidstheden om vor egen ufuldkommenhed.” (s. 87).

“Kære hr. Feuchtenberger” sagde Zurek omsider, “jeg har arbejdet som lærer i syvogtredve år og tit og ofte stønnet over, hvor indskrænkede og tungnemme mine elever var. Sommetider har jeg tænkt, at det var idioter, jeg underviste. I dag må jeg konstatere, at den eneste idiot i klassen var mig selv. I latinundervisningen lærte jeg mine elever, at en minister er en tjener, en medhjælper, en ansat. Det morede eleverne sig over, og jeg fandt dem indskrænkede. I tyskundervisningen og i samfundslære forklarede jeg dem om demokratiet, og hvad en tjenestemand er, nemlig en statsansat med særlig pligt til troskab. Et menneske, som staten sørger for, og som på sin side uselvisk skal tjene staten og retfærdigheden. Eleverne lo, og jeg kunne bare ryste på hovedet ad så megen uforstand. Men der tog jeg fejl. Det var ikke mig, det var mine elever, der havde ret. Det er mig, der er en idiot, og det eneste, der er tilbage af tanken om et offentligt samfund og en tjenestemand, af selve ideen om en stat, er embedernes indbildskhed.” (s. 125).

Hr. Zureks udvikling eller måske rettere sammenbrud er af uhyggelige dimensioner. Uhyggen forstærkes af Heins usentimentale skrivestil – man tror på den loyale og gribende skildring af det ældre ægtepar. Og hvad er tilbage at tro på når selv sådanne kerneborgeres tro totalt krakelerer?

Jeg har ikke læst en så uafrystelig bog ganske længe. Stor politisk kunst – og så er det hamrende ligegyldigt om sønnen var terrorist og politimorder eller ej. Det er slet ikke det sagen drejer sig om… 

Christoph Hein: I hans tidlige barndom en have.
Oversat af Hanne Lund.
Gyldendal 2006.