Hvordan kan det være at rigtige mænd og rigtige ledere aldrig tager fejl – heller ikke når de åbenlyst gør det? I dagens Politiken (4.11.2006) kan man i et portræt “Den driftsikre topembedsmand” læse at Anders Fogh Rasmussen beskyldte daværende finansminister Pia Gjellerup for “socialdemokratisk kammerateri” da hun udnævnte Karsten Dybvad som Finansministeriets øverste embedsmand. Samme Fogh udnævner så senere samme Dybvad som sin nye departementschef. Men i portrættet står også at læse at Fogh har afvist at han fortryder sine tidligere udtalelser om Dybvad!!
Sådan er der formentlig så meget – og Anders Fogh bestræber sig muligvis også på at ligne en Socialdemokrat så meget som muligt nu det har vist sig at være vejen til statsministerkontoret! Men det ændrer ikke på pointen: En rigtig leder viser ikke svaghed og er aldrig i tvivl – og tager i hvert fald aldrig fejl .
Men det er da paradoksalt hvis det virkelig er sådan at en leder kun kan opnå respekt om sine afgørelser hvis de er skråsikre hinside det rimelige? Det er sådan at mange ledelsesbeslutninger træffes på et ufuldstændigt grundlag – ganske enkelt fordi det ikke er muligt at fremskaffe et fuldstændigt grundlag. En sådan beslutning er intuitiv i større eller mindre grad. Så viser fremtiden om beslutningen var korrekt, hvad den meget vel kan vise sig at være. En leders erfaring og indsigt gør forhåbentlig at de fleste intuitive beslutninger er fornuftige – men det forklarer ikke at de skulle blive bedre at at blive indhyllet i en fernis af skråsikkerhed.
Gør macho-lederen sig virkelig bedre overfor personalet? Giver større motivation til at føre visionerne ud i livet? Eller skræmmer det personalet bedre til at rette ind?
Giver det virkelig en slap organisation hvis en leder fremlægger et problemkompleks – skitserer et par mulige handlingsveje med forskellige konsekvenser – fortæller hvad han/(hun?) har besluttet sig for og dermed signalerer at der er truffet et valg som lederen selvsagt står inde for – men samtidig at der kunne have været truffet en anden beslutning…
Det er muligt at den slags ledere findes, men jeg har ikke på fornemmelsen at de er i høj kurs! Nej, en leder i dag er ikke i tvivl, høj cigarføring er det der er stil over, tvivl er for de svage. Men hvorfor er det egentlig sådan?
