Wikipedia – fejl og fælder.

Vi ved det selvfølgelig godt – at Wikipedia er et fremragende redskab hvor man kan finde brugbare (og lettilgængelige) oplysninger om snart sagt alt. Og vi ved mindst lige så godt at man skal passe på med ukritisk at stole på at alle oplysninger er korrekte.
I sidste uge bemærkede jeg Wikipedia omtalt i den trykte presse to gange. Onsdag d. 25. april 2007 i Politikens Fejl og Fakta hvor den danske udgave af Wikipedia angiveligt skulle være kilde til en fejlagtig billedtekst om danske åer. At Gudenåen er 2 km længere end billedteksten viste og at Storå og Varde å var glemt som nr. 2 og 3 over længste åer – og at det altså ikke var Skjern å og Susåen der havde denne status…
Jeg må tilstå at det ikke er lykkedes mig at finde kilden til fejltagelsen – artiklerne om de nævnte åer synes ikke ændret rundt om det tidspunkt Politiken lod sig lokke til at bringe de forkerte oplysninger. Eller også kan jeg bare ikke finde ud af at læse de gamle versioner af artiklerne godt nok. Hvorom alting er – en banal faktuel fejl som man måske nok kan ærgre sig over, men konsekvenserne burde være til at overskue.

Værre forekommer mig historien fra Information dagen forinden (24. april 2007): Fanget i et net af løgn af Robert Fisk. Artiklen beretter om den tyrkiske historiker Taner Akçam som har skrevet om massedrabet på op mod halvanden million armeniere begået af det osmanniske regime i 1915-16 i bogen A shameful Act. Taner Akçam er, ifølge Robert Fisks artikel, af samme grund kommet i søgelyset efter artikel 301 i tyrkisk straffelov som kriminaliserer krænkelse af “tyrkiskhed”.
Men herudover så har hans biografi i Wikipedia været vandaliseret med tilføjelser der knytter Taner Akçam til terroristaktiviteter og terrororganisationer. Fisk beretter om at Taner Akçam blev tilbageholdt i flere timer i forbindelse med en rejse til Canada på baggrund af hvad der viste sig at være en udskrift fra Wikipedia.

Jeg har læst artiklen i Wikipedia om Taner Akçam som idag fremstår renset og sober – men man kan gå ind og se oversigten over alle tilføjelserne (og hvad der har været tilføjet) i afsnittet om de tidligere udgaver af artiklen. Der har været hektisk redaktionsaktivitet i april 2007! Artiklen er vist også i dag beskyttet mod uønsket redigering.

Men tilbage står: Husker vi alle sammen at overveje om vi har med et kontroversielt emne at gøre når vi bruger Wikipedia?? For én ting er banale faktuelle fejl (som der næppe er flere af i Wikipedia end andre steder) – en ganske anden ting er de bevidst plantede fejlagtige oplysninger. Dem er der måske heller ikke mange af i det brugerstyrede leksikon – men de der er findes givetvis på kontroversielle emneområder hvor nogen ser sin fordel i at hænge en besværlig modstander ud. Taner Akçam-sagen er et sådan eksempel. For mig en reminder om at man ikke kun bør være på vagt overfor almindelige banale fejl og ufuldstændige artikler når man bruger “Wisdom of the crowd” – nej, farligere er måske den bevidste misinformation man risikerer at støde ind i ved brug af Wikipedia. 

Kunder i butikken? Tilfredse brugere?

Hvordan tænker du på de borgere der gæster biblioteket i løbet af en dag – det være sig fysisk eller virtuelt? Som kunder der skal gøres tilfredse? Eller som brugere der skal betjenes bedst muligt?

Er der overhovedet nogen forskel? Nej, måske ikke på de to konkrete formuleringer, men på selve de to begreber forekommer der mig at være nogle markante forskelle.
“Den offentlige sektor er til for borgerne og ikke for noget som helst andet” siger Helle Thorning-Schmidt til Mandag Morgen ifølge Information 30.1.2007.
Betyder det at kunden/borgeren altid har ret og at tjeneren/den ansatte blot skal bøje sig i støvet og bestræbe sig på at opfylde kundens ønsker? Tja, taget for pålydende gør det vel. Det lyder som en genklang af regeringens kontraktpolitik – og vel dermed endnu et forsøg på at slå Anders Fogh ved at være endnu mere Anders Fogh end manden selv. Men værre er det næsten at udtalelsen, også læst i sin kontekst, helt ser bort fra den offentlige sektors rolle i relation til forskellige samfundsproblemer. Væk er fuldstændig borgerens eget ansvar og konverteret til et spørgsmål om rettigheder og minimumsstandarder. Væk er fokus på hensynet til andre på ventelisterne og lighedsprincipperne i relation til sundhedsvæsenet. Ser vi ud fra min verden så betyder udtalelsen, at væk er fokus på bibliotekernes rolle i relation til livslang læring og som stedet man kan hente de informationer og den uddannelse man måtte mangle af den ene eller anden grund. Bibliotekernes rolle i relation til at være med til at skabe grundlag for at etniske minoriteter kan integreres i det danske samfund med meget mere – disse ædle formål baseret på borgernes medbestemmelse og medindflydelse nedtones til fordel for at man kan måle hvor lang tids ventetid der er på den nyeste bestseller. Og fokus er på borgernes rettigheder når disse rettigheder måtte blive trådt under fode. For at sætte signalerne på spidsen.

Hvorfor skal vi ikke hellere satse på at have tilfredse brugere som tager konkret medansvar i forhold til det kommunale selvstyre og institutionernes funktion og målsætning? Nærdemokrati i stedet for centralismens standardiserede målsætninger.
Jeg har på ingen måde noget imod at have tilfredse kunder i butikken – men jeg har det allerbedst når jeg også opfatter dem som mere end kunder, som brugere med en forståelse og ansvar for hvad det er for et serviceapparat de trækker på. Det forventer jeg af brugere snarere end af kunder i butikken…

Om blogskrivning og motiver.

At skrive sine guldkorn (eller bare strøtanker…) i en blog som denne kan føre til ekstra filosoferen over tiderne og tingenes tilstand.

For hvad er den krystalklare lighed – eller for den sags skyld forskel – mellem de blogge som med rette betegnes som et informationsmæssigt gennembrud der har ændret mediebilledet og gjort tilværelsen usikker for magthavere og diktatorer; som i nogens øjne truer journalisterne på levebrødet – og de blogge som mest af alt ligner en offentliggjort personlig dagbog som ingen bør have interesse i eller gide læse?
For det er jo en kendsgerning at værdifuld modinformation er blevet tilgængelig gennem blogge. Men det er lige så meget en kendsgerning at den alt overvejende majoritet af offentliggjorte blogge er jævnt uinteresssante og mest af alt ligner at være skrevet for skribentens egen skyld. (For god ordens skyld – det sidstnævnte gælder også denne blog! :-) )

Men hvorfor beholder jeg og andre ikke vores dagbøger – og (u)dødelige tanker – i skrivebordsskuffen? Og undlader at slamme cyberspace yderligere til med unyttig information? Det er da svært nok at finde rundt uden at man ligefrem behøver at gøre det sværere selv…?!
Er det en form for ekshibitionisme? Et lønligt håb om alligevel at trænge igennem interessemuren og få flere “abonnenter” på sine skriblerier end sig selv?
Er det fascination af mediet parret med den kendsgerning at det er nemmere at skrive på en PC end i en dagbog i hånden?

Jeg ved det ikke – men jeg synes det er en af tilværelsen paradokser at det indiskutable fremskridt muligheden af blogskrivning er, går hånd i hånd med at det frembringer en farlig bunke ragelse eller ligegyldigheder!
Men det er vel ret beset ikke et særkende ved blogskrivning. Det gælder også det trykte ord: Den indiskutable kvalitet skal findes iblandt myriader af trykte ligegyldigheder og det der er værre…

Konklusion: Tja, for mit eget vedkommende – en måske pervers fascination af at andre ved et uheld kunne komme til at se ens frembringelser, kombineret med en glasklar erkendelse af at lommefilosofien reelt højst er interessant for en selv, giver ingen illusioner om at jeg har gang i noget udødeligt. Men der kommer da nok en strøtanke mere ud af det af og til…

Gråt guld?

Kultur- og Fritidsforvaltningen i København har en personalepolitik der siger følgende om emnet seniorpolitik: “Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at gøre det attraktivt og muligt for medarbejdere og ledere at fortsætte et aktivt arbejdsliv, så længe de har lyst og de gensidige forventninger opfyldes.
Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at fastholde, anvende og videreudvikle de ældre medarbejderes og lederes kompetencer og erfaringer i organisationen til gavn for både arbejdspladsen og den enkelte medarbejder og leder…”

Og senere: “For at fastholde ældre medarbejdere kan der lokalt inden for den gældende rammeaftale indgås konkrete aftaler mellem arbejdsplads, de pågældende medarbejdere og den relevante organisation.
Personale & Organisation konsulteres før indgåelse af en aftale med henblik på at skabe overblik over de økonomiske og personalemæssige konsekvenser.”

Når man så i det konkrete arbejde med at opnå enighed om en konkret aftale om nedsat arbejdstid for egen regning – med fuld dækning for fortsat pensionsoptjening, som er det den gældende landsdækkende rammeaftale i høj grad handler om – bliver mødt med et ufravigeligt krav fra Københavns kommune om at aftalen kombineres med et fratrædelsestidspunkt for den pågældende medarbejder, hvad er det så et signal om??

Er det et signal om at arbejdsgiveren meget gerne vil vide hvor længe arbejdspladsen har glæde af det grå guld? Er det reelt den almindelige ret til med bestemte varsler at sige sit job op, man – af hensyn til arbejdspladsens tarv – ønsker at aftale væk??

Eller er det et signal om at vel holder vi officielt meget af det grå guld (også fordi det er politisk korrekt), men skal vi ovenikøbet præmiere dem med en senioraftale, ja så vil vi altså også godt vide hvornår vi er af med dem…

For god ordens skyld: Rammeaftalens § 2 stk. 2 lyder: “Aftaler kan have en begrænset gyldighedsperiode eller være uden tidsbegrænsning”

At Københavns kommune har valgt at erstatte ordet kan med skal og droppe de sidste fire ord, er de sådan set i deres gode ret til. Der er ingen aftalepligt.

Men jeg ved godt hvilke signaler jeg opfatter de dermed udsender!!

Christoph Hein – en uafrystelig oplevelse

I Christoph Heins bog “I hans tidlige barndom en have” følger vi forældrene til en ung mand – formodet terrorist – som dør i en ildkamp mellem politistyrker og den gruppe eftersøgte han tilhørte. Begivenheden der ligger til grund for bogen er virkelig og fandt sted i den lille nordtyske provinsby Bad Kleinen i 1993.

Det ældre ægtepars søn dør altså ved denne lejlighed – en søn der har voldt dem smerte og skuffelse ved at han som resultat af en uretfærdighed fra samfundets side er gået under jorden og har tilsluttet sig formodede terrorister.

Baggrunden for dette er sådan set af mindre betydning – ligeledes om sønnen faktisk er terrorist. Men omstændighederne ved hans død er suspekte: Kan det virkelig passe at han har begået selvmord halvt faldende? Havde han skudt en politimand under flugten? Vidneudsagnene er modstridende, noget tyder på at han blev skudt af politiet mens han lå såret på jernbaneskinnerne.

Denne situation er baggrunden for handlingen hvor vi følger forældrenes – primært faderens totale forvandling fra pligttro embedsmand med en grænseløs tiltro til staten og til statens embedsmænds ubestikkelige retsind – til samme stats indædte modstander.
For hvordan kan samme stat og dens repræsentanter på den måde fifle med kendsgerningerne så nogle ting der i bedste fald er uklare alligevel konkluderes til statens fordel?
For den loyale samfundsstøtte ser det ud som om at samme samfund gradbøjer loven så den kan ramme en mand der måske har fortjent det – men hvor beviserne ikke rækker til domfældelse ud fra ideelle betragtninger.

Men kan man virkelig vinde over terrorismen ved at gradbøje demokratiet og fornægte fejltrin? Bogens hovedperson, som reelt er gennem en sjælerystende udvikling over de knap 200 sider, oplever herved at blive udsat for en stor uretfærdighed og forvandler sig til systemets stædige modstander. Gribende er en scene mod slutningen hvor han tilbagekalder den troskabsed han som gymnasielærer har aflagt mod staten. Tilbagekaldelsen er begrundet i at staten ikke har overholdt sin del af aftalen. Faderen har gennem et langsomt illusionstab opgivet en livslang tro på statens højere retfærdighed.

Godbidder der sidder længe i bevidstheden er f.eks:
“Jeg har boet i årevis i et land, som jeg åbenbart aldrig har forstået noget af. Et helt liv igennem har jeg lært mine elever ting, som er fuldkommen meningsløse. Som de overhovedet ikke kan bruge til noget her i landet. Jeg har forberedt dem til at leve i et samfund, der kun eksisterer inde i mit hoved. Ingenting har jeg forstået. Jeg er en idiot, Friederike, en idiot.” (s. 82)

Præstens tale ved begravelsen rummer følgende passus: “Alle vi…der sørger i dag over Oliver, som løvens vrede lagde i graven, vi, der alle udviser større tålmodighed med uretten, end han gjorde, også vi betaler en pris for vores sagtmodighed, for denne englelige tålmodighed, for fårets tålmodighed. Lad os mindes ham i bevidstheden om vor egen ufuldkommenhed.” (s. 87).

“Kære hr. Feuchtenberger” sagde Zurek omsider, “jeg har arbejdet som lærer i syvogtredve år og tit og ofte stønnet over, hvor indskrænkede og tungnemme mine elever var. Sommetider har jeg tænkt, at det var idioter, jeg underviste. I dag må jeg konstatere, at den eneste idiot i klassen var mig selv. I latinundervisningen lærte jeg mine elever, at en minister er en tjener, en medhjælper, en ansat. Det morede eleverne sig over, og jeg fandt dem indskrænkede. I tyskundervisningen og i samfundslære forklarede jeg dem om demokratiet, og hvad en tjenestemand er, nemlig en statsansat med særlig pligt til troskab. Et menneske, som staten sørger for, og som på sin side uselvisk skal tjene staten og retfærdigheden. Eleverne lo, og jeg kunne bare ryste på hovedet ad så megen uforstand. Men der tog jeg fejl. Det var ikke mig, det var mine elever, der havde ret. Det er mig, der er en idiot, og det eneste, der er tilbage af tanken om et offentligt samfund og en tjenestemand, af selve ideen om en stat, er embedernes indbildskhed.” (s. 125).

Hr. Zureks udvikling eller måske rettere sammenbrud er af uhyggelige dimensioner. Uhyggen forstærkes af Heins usentimentale skrivestil – man tror på den loyale og gribende skildring af det ældre ægtepar. Og hvad er tilbage at tro på når selv sådanne kerneborgeres tro totalt krakelerer?

Jeg har ikke læst en så uafrystelig bog ganske længe. Stor politisk kunst – og så er det hamrende ligegyldigt om sønnen var terrorist og politimorder eller ej. Det er slet ikke det sagen drejer sig om… 

Christoph Hein: I hans tidlige barndom en have.
Oversat af Hanne Lund.
Gyldendal 2006.

Om rigtige ledere – og tvivl.

Hvordan kan det være at rigtige mænd og rigtige ledere aldrig tager fejl – heller ikke når de åbenlyst gør det? I dagens Politiken (4.11.2006) kan man i et portræt “Den driftsikre topembedsmand” læse at Anders Fogh Rasmussen beskyldte daværende finansminister Pia Gjellerup for “socialdemokratisk kammerateri” da hun udnævnte Karsten Dybvad som Finansministeriets øverste embedsmand. Samme Fogh udnævner så senere samme Dybvad som sin nye departementschef. Men i portrættet står også at læse at Fogh har afvist at han fortryder sine tidligere udtalelser om Dybvad!!
Sådan er der formentlig så meget – og Anders Fogh bestræber sig muligvis også på at ligne en Socialdemokrat så meget som muligt nu det har vist sig at være vejen til statsministerkontoret! Men det ændrer ikke på pointen: En rigtig leder viser ikke svaghed og er aldrig i tvivl – og tager i hvert fald aldrig fejl .

Men det er da paradoksalt hvis det virkelig er sådan at en leder kun kan opnå respekt om sine afgørelser hvis de er skråsikre hinside det rimelige? Det er sådan at mange ledelsesbeslutninger træffes på et ufuldstændigt grundlag – ganske enkelt fordi det ikke er muligt at fremskaffe et fuldstændigt grundlag. En sådan beslutning er intuitiv i større eller mindre grad. Så viser fremtiden om beslutningen var korrekt, hvad den meget vel kan vise sig at være. En leders erfaring og indsigt gør forhåbentlig at de fleste intuitive beslutninger er fornuftige – men det forklarer ikke at de skulle blive bedre at at blive indhyllet i en fernis af skråsikkerhed.

Gør macho-lederen sig virkelig bedre overfor personalet? Giver større motivation til at føre visionerne ud i livet? Eller skræmmer det personalet bedre til at rette ind?
Giver det virkelig en slap organisation hvis en leder fremlægger et problemkompleks – skitserer et par mulige handlingsveje med forskellige konsekvenser – fortæller hvad han/(hun?) har besluttet sig for og dermed signalerer at der er truffet et valg som lederen selvsagt står inde for – men samtidig at der kunne have været truffet en anden beslutning…
Det er muligt at den slags ledere findes, men jeg har ikke på fornemmelsen at de er i høj kurs! Nej, en leder i dag er ikke i tvivl, høj cigarføring er det der er stil over, tvivl er for de svage. Men hvorfor er det egentlig sådan?

Prioriteringsrum

Så er 2 %-besparelserne tilsyneladende nok en gang afskaffet i Københavns Kommune! Det har de været nogle gange i den tid jeg kan huske – omend effekten i organisationen i reglen har været til at overse… Der har været tale om at man satte et nyt navn på et – stort set – forudsigeligt sparekrav…
Således formentlig også nu – men ordene er pæne: Prioriteringsrum, nye og innovative løsninger, optimering af sags- og arbejdsgange m.fl.
Andre ord klinger måske mere tvetydigt: konkurrenceudsætte, reduktion af sygefravær, besparelsespotentiale, effektiviseringspotentiale, budgettilpasning til aktivitet.
Så mon ikke SF og Enhedslisten har ret når de om den nye budgetmodel udtaler: “…De årlige “omprioriteringer” betyder et stærkt pres på de ansatte og institutioner i kommunen. Samtidig betyder årlige “omprioriteringer”, at det politiske udvalgsarbejde i al for høj grad koncentrerer sig om at finde forslag til besparelser, hvorved politiske visioner og forslag til reel omprioritering inden for det enkelte fagområde forsvinder…”

Man kan læse mere om den nye model på kommunens hjemmeside – f.eks her eller (de nævnte partiers forbehold) her.

Man skriver i øvrigt også at 6-by nøgletal og budgetanalyser har vist, at Københavns Kommunes udgifter på en række områder ligger over gennemsnittet.
Kan det konkluderes at udgifter over gennemsnittet er effektiviseringspotentiale og udgifter under er det optimale – ganske uanset om forudsætningerne og de politiske prioriteringer ellers er de samme…
Hvem siger at vi regeres af regnedrenge?


oktober 2014
m ti o to f l s
« maj    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.